CDS

I Mercy Ships har vi afdeling, der kaldes CDS - Community Development Service, som står for at hjælpe nogle af de lokale samfund. Et af de samfund hedder Tenegar, og dette område består af 8 små landsbyer - et godt stykke uden for Monrovia. I denne uge har jeg haft mulighed for at besøge området for at se, hvilket arbejde, vi har været med til der. Da det blev bestemt, at vi skulle tilbage til Liberia igen i år, kom Præsidenten med et helt specifikt ønske om projekt, som hun havde på hjertet. Tenegar ligger tæt på hendes hjemlandsby, og hun ønskede, at Mercy Ships ville være med til at genopbygge en forholdsvis stor klinik der, som var blevet ødelagt i krigen. Hvis folk i dette område bliver alvorlig syge og ikke har en bil, må de blive transportet i en trillebør flere kilometer på en grusvej for at komme op til hovedvejen, hvor der stadig er mindst 10 km til nærmeste hospital. Er det overhovedet til at forestille sig? Så CDS tog projektet til sig og er nu i fuld gang med at bygge en ny klinik op samtidig med, at de renoverer klinikkens anden bygning ved siden af.
I samme område er der en mand fra skibet, som underviser i landbrug. Liberia har faktisk et godt klima til at dyrke landbrug, men der findes desværre ikke så stor viden omkring det blandt de lokale. De havde for eksempel beplantet et område med plantainplanter (madbananer). Men da vores landmand fortalte dem, at de sagtens kunne plante en hel del planter ind imellem de eksisterende planter, ville det samme areal rumme 3-4 gange så mange planter. På billedet ses de eksisterende store planter sammen med det nye små planter. Endvidere er der blevet etableret en have som en slags model for, hvad og hvordan man kan plante mange andre ting, end de er vant til. Her får nogle af de lokale jordbrugere ugentlig undervisning i landbrug. Hvis bare liberianerne kunne få øjene op for, hvor stort potentiale de har, ville det løse mange sultproblemer!
Desuden har alle de 8 små landsbyer udvalgt 3-4 personer, som Mercy Ships nu træner to gange i ugen omkring hygiejne og sundhed, som de så skal videregive til de enkelte landsbyer. Så der er mange projekter i gang for at uddanne bl.a. Tenagar's indbyggere til at være mere landbrugs og sundhedsbevidste.
Det var meget interessant for en gangs skyld at være ude og se nogle af de ting, som andre fra skibet laver. Det er ikke så ofte, man har haft mulighed for det. Man får virkelig øjnene op for, at Africa Mercy er meget mere end bare hospitalet ombord. Og det er altid en oplevelse at se børnene ved siden ad vejen hoppe og råbe af begejstring over at se en Mercy Ships bil - hvor opmuntrende og opløftende! OG det kræver selvfølgelig et stort smil og et vink tilbage!!
Jette

God's Children Home

God's Childrens Home er et børnehjem, som både Peter og jeg har været en del involveret i siden februar. På børnehjemmet er der omkring 35 børn, og de bor i øjeblikket i en meget simpel lejet bygning, som egentlig ikke er så tiltrækkende pga at det er ret mørkt og dystert. Men børnene er nu for det meste glade alligevel! Jeg har jævnligt taget ud for at besøge børnene lørdag formiddag sammen med en gruppe fra skibet. Vi synger sammen, hører en historie fra biblen og leger sammen, og man kan mærke at nogle børn virkelig knytter sig til en, selvom man kun har været sammen med dem få gange. Der er selvfølgelig altid de børn, som bare springer på en med det samme, man kommer, men der er jo også de mere stille typer, som har brug for lidt mere tryghed. Blessed er en af de sødeste afrikanske piger, jeg kender, og det ved hun vidst også godt selv ;-) Blessed betyder velsignet - og jeg tror virkelig, dette børnehjem er velsignet ved at have en lille pige, som kan få de andre til at smile!
Men børnene er også blevet velsignet på en anden måde. Sidste år fik et par, Carl og Ilne, fra skibet på hjertet at skulle flytte fra skibet for at bygge et nyt hjem til disse børn ude i mere fredlige omgivelser. Så allerede sidste år fandt de en grund og byggede en bygning, som de kunne bo i. Til februar flyttede de så derud og har siden da bygget på hjemmet, som skal huse de 35 børn + forsørger. Peter har nogle gange brugt sin lørdag på at tage ud for at hjælpe med konstruktionen, da han helt savnede at bygge hus som derhjemme. Parrets vision er ikke bare at bygge et hjem - men også at sørge for, at de kan mere eller mindre forsyne sig selv med en del mad. Så de har fået et par grise foræret, og Peter blev så sat til at færdiggøre svinestien ved at pudse det op det indvendigt. Det var bestemt hårdt arbejde i varmen, men Peter var helt sikkert den rigtige til det job! En lørdag var jeg også taget med ud for at hjælpe til. Jeg fik lov til at være med til at plante ananas-planter, som de på sigt ville kunne sælge og tjene penge på. Så vi satte os med omkring 4-500 toppe, rev de nederste blade af indtil man kunne se rødderne og overgav resten af jobbet til en lokal, som plantede dem. De nyplantede toppe kan se i baggrunden. En ananasplante er egentlig en meget fascinerende plante. Man planter toppen, og efter ca et år sidder der en ananas på en piedestal - vildt, ikke? Jette

Hospitality

I går aftes blev vi i Hospitality inviteret ud at spise af vores PR direktør, Kelly. Det var hans måde at vise sin taknemmelighed for de sidste tre ugers ekstra hårdt arbejde i forbindelse med en del gæster og Vision Trips, bl.a. den West African Dinner, som jeg har skrevet om tidligere. Det var en rigtig hyggelig aften med Kelly, hans familie og tøserne! Vi kørte til Krystal Oceanview, som jeg ikke før har besøgt, men det viste sig, at det var et meget eksklusivt sted med fine møbler - dejlige, bløde lædersofaer og et widescreen TV! Det er første gang jeg har set denne standard i Liberia - det var helt underligt! Det fik mig til at tænke på om nøjagtig 4 uger, hvor vi igen skal betræde den danske jord og integreres i den danske kultur - ja, det er utroligt som tiden går.
Jeg har hørt folk sige, at det er et større kulturchok at komme hjem end det var at komme herned - og jeg ved hvordan det var! Det bliver helt sikkert anderledes, end det vi har været vant til dette år! Men vi glæder os!!
Jette

Wulki Farm

I lørdags tog Peter og jeg med en gruppe ud til Wulki Farm. Jeg besøgte stedet sidste år og har skrevet et tidligere indlæg om det, men Peter havde ikke været der før.
Farmen ejes af en mand - nok den rigeste liberianer og var i begyndelsen egentlig designet til bare at være for hans egen førnøjelse, før han åbnede det op for andre. Området er stadig under udvidelse med store swimming pools og udlejningsværelser i hytterne ovenfor.
Nyt denne gang var, at de havde nogle aber, som kom og hilste på os. En af dem fandt hurtigt tryghed hos mig og kom som en anden lille kat og ville aes på maven. Jeg ved, at jeg som lille altid har været meget knyttet til katte - men abekatte?? Det blev kun bekræftet, da vi lidt senere mødte en anden abe, som straks gik hen til mig og strakte sine arme for at få mig til at tage den op som et lille barn ville gøre. Skøre aber! - De udvalgte præcis, hvem de gerne ville op til! Jeg vil ikke tænke for længe over hvorfor!!? Derudover så vi også strudser og krokodiller - jo, vi er i Afirka nu! Desværre er Liberia ikke et land med de berømte store afrikanske dyr - så at se dem i bur er vel bedre end ingenting... Den helt store attraktion var grisestaldene. Vidste I godt, at grise kunne være så søde? (Har jeg været for lang tid væk fra Danmark?) Endelig var der en hel del kalkuner og høns, og det hele mindede lidt om en dansk bondegård - dog bortset fra aberne, krokodillerne og strudserne... Men det var nu en rigtig hyggelig dag, som sluttede med godt aftensmad på farmens restaurant og en lang køretur i mørket hjemad på de hullede veje. Men det er jo bare Liberia!
Jette

En dag som optiker

Udover det arbejde, vi gør ombord på skibet, har vi en del teams, som går i land for at udføre forskelligt slags arbejde. Bl.a. har vi et "Eye-team", som næsten hver dag tager ud til forskellige destinationer i byen for at undersøge over 100 mennesker, som står i kø for at blive set. I sidste uge var Peter og jeg med ude for at hjælpe til. Vi startede med at registrere navne og kontaktinformationer. Det kan dog være lidt vanskeligt, når man ikke rigtig kan høre og forstå, hvad de siger, men vi fik lidt hjælp af en liberianer, som også arbejder med teamet. Derefter blev synet tjekket på begge øjne ved, at patienten skulle pege i den retning E'et peger, og det var jeg med til at stå for. Det var en speciel, men spændende oplevelse at skulle forklare det for dem og så tjekke deres syn. Derefter kom de ind til en kvalificeret optiker og øjenlæge, som skulle vurdere, hvad der kan gøres. Nogle kunne slet ikke se noget på det ene øje, de kunne ikke engang se et lys, som skinnede direkte ind i øjet. Mange af dem havde grå stær, som kan opereres ud i løbet af 15-20 min. så nogle af dem fik en tid, hvor de kan komme til skibet for operationen. Andre har andre øjenskader, som ikke umiddelbar kan behandles og andre igen har "bare" brug for briller. Desværre kan det være meget svært for den enkelte liberianer at skaffe sig et par briller, så Mercy Ships plejer at have nogle enkelte at kunne give ud, men der er desværre ikke flere i øjeblikket.
Det var bestemt spændende at være "ude i marken" og hjælpe til på en helt anden måde end vi gør til hverdag.
Jette

Bong Mines - hist og pist

Det sidste indlæg omkring Bong Mines turen bruges på at vise lidt billeder fra forskellige ting.
Her ses en gammel togvogn ved stationen i Monrovia. Ikke til så stor nytte på skinnerne, men til stor nytte som afskærmning for solen.
Et billede forfra af toget med landroverne. På dette tidspunkt var toget stoppet helt og folk hoppede af for at lede efter en tabt mobiltelefon. Hvor mange steder i verden kan man få toget til at stoppe, fordi man tabte en mobiltelefon?? Desværre fandt de den ikke...
Chaufføren i den ene landrover. Meget udfordrende, men sjovt! Nogle steder mindede det lidt om mountainbiking off road...
Vi besøgte hospitalet i Bong Town. Her ses deres ambulance - forhåbentlig ikke den eneste af slagsen.
Et øjebliksbillede fra dagen, hvor vi fik lov til at sidde på taget af en landrover, mens vi kørte med toget. Det var så slutningen på vores Bong Mine Serie - håber I har nydt det - det gjorde vi!
Jette

Bong Mines - Jernminer

Turen til Bong Mines var rigtig spændende - se tidligere indlæg. Jeg vil primært skrive om minerne, for det synes jeg er mest spændende. Minedrift i Liberia har været en god forretning, men stigende oliepriser har været større end stigningen i jernmalm, så det er måske ikke helt så godt nu, som det var engang.
Jernkvaliteten fra Bong Mines er god, da 80% af råproduktet er jern af høj kvalitet. Her ses et billede af en gammel dumper eller det som er tilbage af den. På følgende link kan der ses flere billeder fra Bong Mines, og du kan læse om flugten i 1990, hvor ingenører fra Europa måtte tage hjem og efterlade alt. http://www.bong-town.com/
Men værre er det for hele den gruppe af Liberianere, som tilhørte den forkerte stamme - 25000 mennesker ligger i dag begravet i denne gammel sø, der var et forladt brud. Odacius her, som arbejder på skibet, viste os dette sted, hvor han selv blev visiteret for hvilken stamme han kom fra, mange ved siden af ham blev blev skudt og skubbet ned i søen. Han var heldigvis fra en anden stamme - det kunne de genkende på hans dialekt.
Her ses et billede af en kæmpe lagerhal for det færdige jernmalm. Jernmalmen er blevet til pulver, som er nemt at transportere i togvogne til havnen i Monrovia, hvor skibe kunne fragte det som bulk til Europa. Her ses en gammel mølle fra produktionen af jernmalm, hvor malmen blev knust til støv. Nedenunder er et billede fra dengang, de var nye og i drift. Nu bliver de transporteret væk og solgt som skrot.
Kina er ved at genopbygge minedriften i Liberia og har tegnet kontrakt med regeringen. Mange steder ses deres aktiviter, som dog stadig er i opbygningsfasen - Det er helt sikkert muligt at finde både jern, guld og diamanter i Liberia. Mon ikke der også er meget af olie? Det er et land med mange muligheder, som bare skal opdages og behandles rigtigt.
Peter

Bong Town - Endestationen

Endestationen for togturen var byen Bong Town, som er bygget op omkring de gamle jernminer. Stedet her er etableret af tyskere, italienere og andre europæer tilbage i 50'erne. Byen var i en forholdsvis god tilstand i sammenligning med andre landsbyer, vi har set i Liberia, men som så meget andet bar det også tydeligt præg af en krig, som har ruineret omgivelserne. Ved stationen så vi alle disse togvogne - højst sandsynligt fyldt med jernmalm, som bare aldrig nåede at blive fragtet afsted, da krigen pludselig brød ud i Bong Town i 1990.Her ses "lyssignalet" ved togbanen - til minde om dengang, hvor det hele var i funktion. En ting var at køre på togvognen i Monrovia - en anden ting er at køre af igen ved en perron som denne. Gravkoen foran havde med de store hul ingen problemer med at køre over det gab mellem togvognen og perronen, mens togarbejderne flittigt kørte toget over en mere bilhjul-venlig rampe. Vi kørte derefter ud til Bong Mine sø, som er skabt under udgraviningen og nu er en af de smukkeste søer i Liberia. De tidligere år, hvor folk fra skibet har rejst til Bong Mines har den store begivenhed været at svømme i denne sø. Men nogle vandprøver har vist, at der findes nogle parasitter, som kan være meget farlige for kroppen, så derfor er svømmedelen ikke længere så attraktiv. Men smukt er det alligevel for en picnic! Jette

Bong Mines - Togturen

Lørdag morgen kl. 7 gjorde vi landroverne klar og kørte et lille stykke hen til "togstationen" længere henne ad havnen. Vi var en gruppe på 18, som havde arrangeret at tage på togtur til Bong Mines, nogle gamle jernminer, som ligger ca. 75 km inde i landet. Det var en rigtig god og unik oplevelse, som vi gerne vil fortælle om i flere afsnit her på bloggen. Men her kommer første: Togturen!
Jeg førte den ene landrover, mens vi havde en af de lokale dagarbejdere til at føre den anden og samtidig guide os rundt på denne tur. Hvor mange gange i livet for man mulighed for at køre en landrover på en åben togvogn? Og hvor mange gange får man mulighed for at sidde på taget af en landrover på et kørende tog? Vi kørte gennem Liberias smukke landskab, og hver gang vi kom forbi en lille landsby, kom børnene løbende ud, vinkede og skreg af begejstring over toget. Det var utrolig spændende at se mere af Liberias natur og opmuntrende af se andet end slummet i Monrovia. Liberia er et af de mest frodige lande i verden med al dens regnskov og en regntid, som mere eller mindre rækker fra april til oktober. De lokale bruger jernbaneskinnerne til at transportere ting mellem landsbyerne. De havde lavet deres egne skinnevogne og skubbede dem frem. Derfor så vi rigtig mange mennesker, som efter togets advarselshorn netop havde trådt af skinnerne og ventede til toget var kørt forbi, så de kunne genoptage deres transport.
På videoen ses lidt af det, vi så på denne togtur - jeg undskylder på forhånd støjen, der skyldes vinden, men vil også samtidig opfordre til at lytte godt efter toghornet i slutningen.

Jette

Tandlægerne

The Dentists
Ombord på skibet er der et tandlægeteam på ca. 12-14 personer. De tager ud til et lokalt hospital, hvor de har et lokale tilrådighed, som de bruger til tandlægeklinik.
For nylig tog jeg med teamet ud en formiddag for at hjælpe med strømforsyningen. De har egne generatorer derude, men havde dog problemer med at holde alt kørende. Det viste sig hurtigt, at de havde 3 generatorer på i alt 13,5 kW til at trække en belastning som ofte var ca. 16-18 kW. Det er jo ikke godt, så de måtte have en generator mere derud.
Onboard the ship is a dental team consisting of 12-14 persons. They drive to a local hospital where a facility is available for them to use as a dental clinic. Resently I went out with the team in the morning to help with the power supply. They have their own generators out there; but experienced some problems by having all the equipment attached to the generators. I experienced that they had 3 generators (equals) 13.5 kW to pull a load which often were app. 16-18 kW. This is not a very good solution and therefore they had to have another generator brought out.
Her ses kompressorne, som laver luft til ejecterne, således at der kan suges mundvand ud under behandlingerne. En lokal teknikker hjælper tandlægerne med at sætte op hver dag.
Here are the compressors that make compressed air for the ejectors and thereby ability to suck out liquid from the mouths during the operations. A local technician helps the dentists setting up the equipment every day.

Tandlæge-assistenterne er klar til patienterne, som står i kø udenfor hospitalet hver morgen.
The dental assistants are ready to receive the patients lined up outside the hospital every morning.

Her renses og steriliseres alle instrumenterne med damp.
Here are all the instruments being cleaned and sterilized with steam.

Alle behandlingerne udføres selvfølgelig gratis - ingen har råd til at gå til tandlæge. Med klinikken her fordobles antallet af de 3 autoriserede tandlæger i Liberia. De fleste behandlinger medfører udtrækning af tænder på personer, som har lidt af tandpine i årevis. Jeg så nogle af de første patienter blive behandlet, og jeg er virkelig overrasket over, hvor hurtigt og effektivt de arbejder.
All apointments are of course free of charge, nobody afforts to go to a dentist. With this clinic the number of dentists in Liberia is dobbled. Most treatments involve pulling out teeth on people who have been suffering of toothache for years. I saw some of the first patients treated that day and it really surprices me how fast and effective the team works.
Peter

Ducar Hotel

Forrige søndag havde vi en dejlig og fortjent fridag, hvor vi besluttede os for at cykle en tur - ja, det lyder måske meget sundt, men når man tager trafikken og bilosen i betragtning bliver det nok nærmere betegnet som det modsatte. Det var vores første cykeltur i Liberia. Nok aldrig har jeg fået så mange kommentar som den dag - "Look! A white man and a white woman biking..." WOW!
Nå, men målet var "Ducar Hotel" - det hotel på toppen, vi kigger på hver dag fra kajen. På afstand ligner det et million-hotel - det har det nok også været engang, men jeg vil prøve at lade billederne tale for sig selv... Det er Monrovia efter borgerkrigen.



I årene under og efter krigen har hotellet været et opholdssted for mange liberianere. På toppen af hotellet har UN sit kommunikationsudstyr, hvorfor hotellet i dag er bevogtet af UN vagter. Vi fik dog alligevel lov til at komme op på øverste etage og kigge ud -smukt syn! Ud over Monrovia og ikke mindst havnen med Africa Mercy. En smuk strand - desværre bebygget af byens værste slumkvarter. Vi blev fortalt, at et firma fra Libyen ville påbegynde renoveringen af hotellet engang i år - et spændende, men stort projekt! Men det glæder os kun, hvis Monrovia langsomt kan blive bygget op igen!