Tilbage i Danmark!

Sidste onsdag d. 2 juli pakkede vi bilerne ved Africa Mercy og begav os på den afsluttende tur gennem Monrovia. Det var en mærkelig fornemmelse at køre ud af porten for en sidste gang og vide, at nu var vi på vej hjem til Danmark! Vi ankom til lufthavnen, hvor vi skulle vente et par timer ekstra på flyveren, hvilket bevirkede, at det var mørkt, da flyet skulle lette. Jeg havde ellers håbet på et sidste glimt af Liberia oppefra. Vi fløj over Elfenbenskysten til Brussel, hvor vi efter 3-4 timer igen sad i et andet fly til København. I lufthavnen hentede min storebror Tommy os, hvorefter vi kørte 3½ timer til hans hjem. Der ventede til vores overraskelse det meste af vores familie, og vi havde en fantastisk aften med hygge og grillmad. Hvor er det dejligt at se dem alle igen!! Det betød meget for os, at de ville komme og fejre hjemkomsten sammen med os!

Hvordan er det så at komme hjem igen? Jo, det er utrolig dejligt! Danmark er et utroligt smukt land - det havde vi vist helt glemt. I byerne er der utrolig pænt og rent på gaderne, på vejene er der biler i flere farver end gul, og på landet ligger markerne organiseret og dyrket. Alle tre ting noget, som kunne pynte meget på Liberia, og noget vi håber på kan komme i løbet af nogle årtier. Og så nyder vi også de lange sommeraftener! Det er helt utroligt at se solnedgangen omkring kl 22:30, når vi har været vant til, at solen gik ned omkring kl 19. Den lange lyse aftentid er helt uvurderlig i forhold til at nyde hele dagen og naturen!

Hvordan har det så været at være med Africa Mercy i Liberia i et år? Det er et spørgsmål, som vi kan have svært ved at svare på endnu. Det er klart, at der er sket utrolig mange ting, og at vi har set og følt noget, som vi ikke ellers ville have kunnet. Og det er også helt sikkert, at de ting har været med til at modne os på en helt specielt måde og bla. få os til at værdsætte de omgivelser og vilkår, vi har herhjemme. Så det har været dejligt at have kunnet være med til at hjælpe dem, som ikke har haft samme muligheder.
Det kan være svært at kapere alt det, vi har oplevet, men vi er blevet opfordret til at kigge vores blog igennem som en god hjælp i dette. Det er lidt svært og vemodigt at skulle skrive den afsluttende hilsen på denne blog - men det måtte jo komme. Denne blog er dedikeret til vores år på Africa Mercy, og det år må vi jo erkende er afsluttet. Vi håber, I har nydt at følge med i vores oplevelser, og skulle I have nogle spørgsmål eller kommentar, er I velkomne til at vedlægge kommentarer til indlægget eller skrive en email på jphyldgaard@hotmail.com
Jette og Peter

Tanker før afrejsen...

1. juli... Vi har vidst for en tid, at 2. juli var Dagen, hvor vi skal med flyveren mod Danmark - det er i morgen - det er slet ikke til at forstå! Vi har længe glædet os meget til at komme hjem til vores kære derhjemme, og det er også det, som fylder os mest lige nu. Men hvad jeg måske har lidt svært ved at indse er, at vi skal også forlade skibet, Liberia samt venner og bekendte, vi har fået gennem dette år.

Skibet her har været vores hjem i næsten et år. Vi har boet i vores ellers så dejlige kahyt på ca 20 m2 med air-condition, varmt - 2 min's - bad, elektricitet, internetadgang og telefon, det kan man vist kalde rimelig luksus for en udsendt i Afrika!
Skibet med sine 8 dæk har været det areal, hvor vi har befundet os hver eneste dag - det har været vores hjem, vores arbejdsplads, vores venners hjem, min skole, mine elevers hjem, vores kirke, vores fritidinteresser, vores cafe, vores bank, vores bibliotek - i et samfund med 350-400 andre. Det bliver alligevel mærkeligt ikke at skulle være her mere! Liberia er et land med en utrolig fortid med en borgerkrig, som først endte i 2003 - for kun 5 år siden! Før krigen var landet et af det rigeste lande i Afrika, og det er også det indtryk, man får ved at kigge på bygningerne rundt i byen. Under krigen blev hele landet hårdt medtaget, de fleste bygningerne ødelagt, elektriciteten ødelagt, vejene misvedligeholdt og 80-90% af befolkiningen arbejdsløse. Alligevel ser vi et land, som er fyldt af håbefulde liberianere, som kun ønsker at opbygge deres eget land igen, en masse børn, som altid smiler og vinker, når man kommer forbi og en generel åbenhed blandt de lokale. Selvfølgelig ser vi også det modsatte indimellem. På dette år, som vi har tilbragt i Liberia kan vi se mange forbedringer; nye forbedrede veje gennem byen, vejbelysning, mere elektricitet i byen, mindre FN soldater i landet, en hel del nyt bebyggelse i udkanten af Monrovia og mindre affald på gaden.
Hvor er det opmuntrende at se et land med sådan en fortid langsomt, meget langsomt prøve at oprejse sig igen - Liberia er kommet til at betyde meget for os.
I løbet af dette år har vi selvfølgelig mødt mange forskellige mennesker fra 35 forskellige lande, så vi har fået opbygget en meget international vennekreds. Tænk altid at have venner tæt på, som man sidder og spiser sammen med og hygger sig om aftenen med. Det har været et stort privilegium at lære så mange mennesker og kulturer at kende. I en organisation som dette, er der udskiftning i besætningen næsten hver dag, så mange af dem, vi har haft en del med at gøre, er allerede taget herfra. Vi kommer til at savne alle de nye bekendtskaber, men vi kommer ikke til at savne at skulle sige farvel hver uge til venner, som tog hjem før os. Men vi kan heldigvis sige på gensyn til en del, som vi regner med at møde igen.
Jo, det er mange ting, man kommer til at savne - men det vil stadig være i vores tanker og bøn.
I morgen sidder vi i flyet og kigger ned på det land, som har været "hjemlige" omgivelser for et år... måske vil vi se det igen?
Jette

CDS

I Mercy Ships har vi afdeling, der kaldes CDS - Community Development Service, som står for at hjælpe nogle af de lokale samfund. Et af de samfund hedder Tenegar, og dette område består af 8 små landsbyer - et godt stykke uden for Monrovia. I denne uge har jeg haft mulighed for at besøge området for at se, hvilket arbejde, vi har været med til der. Da det blev bestemt, at vi skulle tilbage til Liberia igen i år, kom Præsidenten med et helt specifikt ønske om projekt, som hun havde på hjertet. Tenegar ligger tæt på hendes hjemlandsby, og hun ønskede, at Mercy Ships ville være med til at genopbygge en forholdsvis stor klinik der, som var blevet ødelagt i krigen. Hvis folk i dette område bliver alvorlig syge og ikke har en bil, må de blive transportet i en trillebør flere kilometer på en grusvej for at komme op til hovedvejen, hvor der stadig er mindst 10 km til nærmeste hospital. Er det overhovedet til at forestille sig? Så CDS tog projektet til sig og er nu i fuld gang med at bygge en ny klinik op samtidig med, at de renoverer klinikkens anden bygning ved siden af.
I samme område er der en mand fra skibet, som underviser i landbrug. Liberia har faktisk et godt klima til at dyrke landbrug, men der findes desværre ikke så stor viden omkring det blandt de lokale. De havde for eksempel beplantet et område med plantainplanter (madbananer). Men da vores landmand fortalte dem, at de sagtens kunne plante en hel del planter ind imellem de eksisterende planter, ville det samme areal rumme 3-4 gange så mange planter. På billedet ses de eksisterende store planter sammen med det nye små planter. Endvidere er der blevet etableret en have som en slags model for, hvad og hvordan man kan plante mange andre ting, end de er vant til. Her får nogle af de lokale jordbrugere ugentlig undervisning i landbrug. Hvis bare liberianerne kunne få øjene op for, hvor stort potentiale de har, ville det løse mange sultproblemer!
Desuden har alle de 8 små landsbyer udvalgt 3-4 personer, som Mercy Ships nu træner to gange i ugen omkring hygiejne og sundhed, som de så skal videregive til de enkelte landsbyer. Så der er mange projekter i gang for at uddanne bl.a. Tenagar's indbyggere til at være mere landbrugs og sundhedsbevidste.
Det var meget interessant for en gangs skyld at være ude og se nogle af de ting, som andre fra skibet laver. Det er ikke så ofte, man har haft mulighed for det. Man får virkelig øjnene op for, at Africa Mercy er meget mere end bare hospitalet ombord. Og det er altid en oplevelse at se børnene ved siden ad vejen hoppe og råbe af begejstring over at se en Mercy Ships bil - hvor opmuntrende og opløftende! OG det kræver selvfølgelig et stort smil og et vink tilbage!!
Jette

God's Children Home

God's Childrens Home er et børnehjem, som både Peter og jeg har været en del involveret i siden februar. På børnehjemmet er der omkring 35 børn, og de bor i øjeblikket i en meget simpel lejet bygning, som egentlig ikke er så tiltrækkende pga at det er ret mørkt og dystert. Men børnene er nu for det meste glade alligevel! Jeg har jævnligt taget ud for at besøge børnene lørdag formiddag sammen med en gruppe fra skibet. Vi synger sammen, hører en historie fra biblen og leger sammen, og man kan mærke at nogle børn virkelig knytter sig til en, selvom man kun har været sammen med dem få gange. Der er selvfølgelig altid de børn, som bare springer på en med det samme, man kommer, men der er jo også de mere stille typer, som har brug for lidt mere tryghed. Blessed er en af de sødeste afrikanske piger, jeg kender, og det ved hun vidst også godt selv ;-) Blessed betyder velsignet - og jeg tror virkelig, dette børnehjem er velsignet ved at have en lille pige, som kan få de andre til at smile!
Men børnene er også blevet velsignet på en anden måde. Sidste år fik et par, Carl og Ilne, fra skibet på hjertet at skulle flytte fra skibet for at bygge et nyt hjem til disse børn ude i mere fredlige omgivelser. Så allerede sidste år fandt de en grund og byggede en bygning, som de kunne bo i. Til februar flyttede de så derud og har siden da bygget på hjemmet, som skal huse de 35 børn + forsørger. Peter har nogle gange brugt sin lørdag på at tage ud for at hjælpe med konstruktionen, da han helt savnede at bygge hus som derhjemme. Parrets vision er ikke bare at bygge et hjem - men også at sørge for, at de kan mere eller mindre forsyne sig selv med en del mad. Så de har fået et par grise foræret, og Peter blev så sat til at færdiggøre svinestien ved at pudse det op det indvendigt. Det var bestemt hårdt arbejde i varmen, men Peter var helt sikkert den rigtige til det job! En lørdag var jeg også taget med ud for at hjælpe til. Jeg fik lov til at være med til at plante ananas-planter, som de på sigt ville kunne sælge og tjene penge på. Så vi satte os med omkring 4-500 toppe, rev de nederste blade af indtil man kunne se rødderne og overgav resten af jobbet til en lokal, som plantede dem. De nyplantede toppe kan se i baggrunden. En ananasplante er egentlig en meget fascinerende plante. Man planter toppen, og efter ca et år sidder der en ananas på en piedestal - vildt, ikke? Jette

Skoleafslutning

Sidste uge var som sagt sidste uge i skoleåret 2007/2008 på Africa Mercy Academy, og så er der som regel nogle helt specielle arrangementer. Tirsdag havde vi sportsdag for hele skolen, onsdag aften havde lærerne og high school eleverne middag sammen for at fejre, at en af eleverne graduerede fra High School. I den anledning fik vi rigtig lækkert afrikansk mad, lavet af nogle af de afrikanske mødre ombord. Her ses alle high school eleverne, som jeg har haft idræt sammen med hele året; et internationalt hold med repræsentanter fra USA, Tyskland, Ghana, England, Færøerne og Sydafrika. Torsdag var sidste almindelige skoledag, hvor jeg havde matematik for sidste gang med min dejlige matematik-klasse; Josie fra Ghana og Noah fra England - de er vidt forskellige, men bare så herlige at arbejde sammen med! Jeg komme virkelig til at savne vores matematiktimer! Fredag var så den store dag med selve afslutningen, hvor alle elever lavede en eller anden form for optræden, hvorefter de alle fik et diplom og et ord med på vejen. Om aftenen var hele lærerstablen ude at spise som en aller sidste afslutning på skoleåret, som er gået - mit første hele skoleår som lærer ;-)
Jette

Academy Sports Day

Denne uge er den sidste ude i skoleåret på Africa Mercy Academy, så som på det fleste skoler er det jo altid noget helt specielt! I dag, tirsdag, har vi haft sports dag for hele skolen, hvor forældrene var inviteret med til en eftermiddag med stafetløb i FN lejren. Vi har omkring 45 elever i skolen i øjeblikket. Rachel Page, som jeg underviser idræt sammen med havde fået sponsoreret T-shirts til alle eleverne og os to og havde lavet tryk på dem i den farve deres hold var; rødt, grønt og blåt hold. Eleverne løb forskellige stafetter med alm løb, sjippe-løb, æg og ske mm. Forældrene og de elever, som ikke løb var med til at heppe på deres eget hold, så der var generelt godt humør, selvom solen var lidt for skarp engang i mellem. Det var bare en allertides dag med lærere, elever og forældre - selvom jeg er helt udmattet nu! Men alt gik godt - vejret var rigtig fint, selvom det omkring kl 12 begyndte at regne - men med en lille bøn gik regnen hurtigt over :-)
Jette

Hospitality

I går aftes blev vi i Hospitality inviteret ud at spise af vores PR direktør, Kelly. Det var hans måde at vise sin taknemmelighed for de sidste tre ugers ekstra hårdt arbejde i forbindelse med en del gæster og Vision Trips, bl.a. den West African Dinner, som jeg har skrevet om tidligere. Det var en rigtig hyggelig aften med Kelly, hans familie og tøserne! Vi kørte til Krystal Oceanview, som jeg ikke før har besøgt, men det viste sig, at det var et meget eksklusivt sted med fine møbler - dejlige, bløde lædersofaer og et widescreen TV! Det er første gang jeg har set denne standard i Liberia - det var helt underligt! Det fik mig til at tænke på om nøjagtig 4 uger, hvor vi igen skal betræde den danske jord og integreres i den danske kultur - ja, det er utroligt som tiden går.
Jeg har hørt folk sige, at det er et større kulturchok at komme hjem end det var at komme herned - og jeg ved hvordan det var! Det bliver helt sikkert anderledes, end det vi har været vant til dette år! Men vi glæder os!!
Jette

Raising Pigs

Jeg kalder denne video "Raising Pigs" (Grise opdragelse), da soen bestilte mig til at filme hende i aktion med opdragelsen. Læg speciel mærke til hendes afsluttende kommentarer! Tak til Grisling 1 og 2 for at spille en meget autentisk slåskamp!

Jette

Wulki Farm

I lørdags tog Peter og jeg med en gruppe ud til Wulki Farm. Jeg besøgte stedet sidste år og har skrevet et tidligere indlæg om det, men Peter havde ikke været der før.
Farmen ejes af en mand - nok den rigeste liberianer og var i begyndelsen egentlig designet til bare at være for hans egen førnøjelse, før han åbnede det op for andre. Området er stadig under udvidelse med store swimming pools og udlejningsværelser i hytterne ovenfor.
Nyt denne gang var, at de havde nogle aber, som kom og hilste på os. En af dem fandt hurtigt tryghed hos mig og kom som en anden lille kat og ville aes på maven. Jeg ved, at jeg som lille altid har været meget knyttet til katte - men abekatte?? Det blev kun bekræftet, da vi lidt senere mødte en anden abe, som straks gik hen til mig og strakte sine arme for at få mig til at tage den op som et lille barn ville gøre. Skøre aber! - De udvalgte præcis, hvem de gerne ville op til! Jeg vil ikke tænke for længe over hvorfor!!? Derudover så vi også strudser og krokodiller - jo, vi er i Afirka nu! Desværre er Liberia ikke et land med de berømte store afrikanske dyr - så at se dem i bur er vel bedre end ingenting... Den helt store attraktion var grisestaldene. Vidste I godt, at grise kunne være så søde? (Har jeg været for lang tid væk fra Danmark?) Endelig var der en hel del kalkuner og høns, og det hele mindede lidt om en dansk bondegård - dog bortset fra aberne, krokodillerne og strudserne... Men det var nu en rigtig hyggelig dag, som sluttede med godt aftensmad på farmens restaurant og en lang køretur i mørket hjemad på de hullede veje. Men det er jo bare Liberia!
Jette

West African Dinner

I de seneste dage har vi i Hospitality arbejdet meget pga, at der har været lidt ekstra gæster og store arrangementer ombord. Gæsterne er såkaldte Vision Trip, som kommer udefra for at se skibet og det arbejde, vi gør i Vest Afrika med henblik på at kunne støtte på en eller anden måde. Når disse grupper er på besøg er der altid lidt ekstra værelser og arrangementer, som skal sættes op. I aftes havde vi derfor planlagt at arrangere en Vest Afrikansk Middag, hvor gæsterne skulle mødes med 26 af de vest afrikanske folk, vi har ombord til middag, lovsang, vidnesbyrd og hygge.Vi havde en patient fra hospitalet oppe for at fortælle sit vidnesbyrd. En 23-årig mand fra Guinea, som havde haft en ubeskrivelig stor svulst under hovedet i 8 år. Han var blevet nødt til at stoppe med sit studie pga af denne sygdom og havde derfor ikke en tiltalende fremtid at gå i møde. Da en gruppe fra Mercy Ships var fløjet til Guinea for at foretage en screening der, mødte de den unge mand, og for et par uger siden blev han så fløjet gratis med en FN helikopter til skibet. Første flyvetur i hele hans liv! Han fik svulsten fjernet og skal tilbage for en opfølgende operation i september. Det var spændende at høre om, og endnu engang virker det for mig utroligt, hvad vi kan være med til at hjælpe med. Det var en hyggelig aften at være med til at arrangere, hvor vestafrikanerne og gæsterne rigtig hyggede sig sammen.
Jette

Marriage Game

Som Special Event Assistant har jeg bl.a. ansvar for, at der er nogle aktiviteter ombord på skibet for alle dem, der arbejder ombord. I løbet af ugen er der mulighed for at deltage i forskellige sportsgrene; volleyball, fodbold, ultimate, aerobic, og man også mulighed for at deltage i lovsang og filmaften.
Engang i mellem er der nogle, som arrangerer et større arrangement, som Peter og jeg gjorde her i weekenden sammen med et andet par. Aktiviteten hed "Marriage Game" - og var en ægteskabs konkurrence, hvor vi havde 7 par til at dyste mod hinanden i forskellige spørgsmål om ægtefællen samt en samarbejdsøvelse som afslutning. Det var rigtig sjovt at høre de enkelte par fortælle sjove historier om hinanden, og efterhånende blev vores cafe helt proppet af folk, som også gerne ville se og høre, hvad der foregår i de enkelte ægteskaber.
Det var en meget vellykket aften, og vi har siden fået meget god respons fra mange forskellige folk. Jeg synes, det er vigtigt engang i mellem at have nogle aktiviteter, som kan få hele skibets personale sammen for at have det sjovt. Normalt lever og arbejder vi jo hver for sig - dog om den samme mission! Men det giver et helt andet sammenhold at grine sammen :-)
Jette

Abraham - fra screening til operationsstuen

I februar havde vi en stor screening på et sports stadium, hvor omkring 2000 mennesker kom fra nær og fjern med hver deres belastning, som de ønskede Mercy Ships kunne afhjælpe dem med. Jeg hjalp den dag med at holde ro i den lange kø og eskotere menneskerne fra det ene sted til det andet. Jeg husker specielt denne lille dreng, Abraham, som havde en 3.grads forbrænding i hele ansigtet, på den ene hånd og enkelte andre stedet på kroppen. På det tidspunkt var det stadig uvist, om vi overhovedet kunne hjælpe ham ret meget. Men efter at en plastik kirurg har haft set på ham, vurderede han, at han kunne hjælpe en lille smule, men desværre var det for sent at gøre ret meget ved huden i ansigtet.
Abraham kom til skibet 23. april og havde operation d. 24. - den samme dag, som jeg havde skrevet mig op til at observere operationerne. Det syntes jeg var rigtig spændende, da jeg netop kunne huske ham fra screeningen i feb. Jeg besluttede mig derfor til at "adoptere" ham som min patient, dvs. være hans ven og besøge ham, mens han er ombord.
Under operationen, som varede godt 2 timer, fik Abraham opereret sin hånd, han fik strakt sit håndled, og de åbnede hans mundvige, så han bedre ville kunne åbne munden. Desuden opererede de et øjenlåg på, da øjnelågene var smeltet væk. Det er slet ikke til at forestille sig, hvordan det må være! Til september skal han opereres på sit andet øje. Senere efter operationen gik jeg ned på sygehusgangen for at se til ham. Han var forståeligt nok ikke så frisk, men jeg snakkede lidt med hans bedstemor, som var taget med ham til skibet. Hun fortalte, at han var faldt i et bål i august sidste år - 2 år gammel - og han havde derefter i nogle uger ligget på en klinik, uden at de helt kunne gøre så meget ved ham. Tænk at se dit barn falde ind i bålet - og du kan ikke få den nødvendige hjælp! I januar/februar fik han en plastik-operation et andet sted, men allerede da var det forsent at redde huden. De prøvede dernæst at tage til vores screening i februar - en dagsrejse hjemmefra - og var så her i dag. I torsdags tog de så hjem igen, så det blev til 2 uger ombord, hvor jeg var nede og besøge dem næsten hver dag. Allerede efter et par dage begyndte Abraham at genkende mig, når jeg kom derned, og han kom hen og gav mig et knus. Vi legede med balloner, klodser og læste bog sammen i de ½-1 time, jeg var dernede ad gangen. Endnu engang opdagede jeg, at det ikke er udseendet, det kommer an på. Hvor er der bare mange andre børn på sygehusgangen, som ser så meget pænere ud end Abraham. Men indeni var han lige så fræk, drillesyg og sød, som de andre.
Jette

En dag som optiker

Udover det arbejde, vi gør ombord på skibet, har vi en del teams, som går i land for at udføre forskelligt slags arbejde. Bl.a. har vi et "Eye-team", som næsten hver dag tager ud til forskellige destinationer i byen for at undersøge over 100 mennesker, som står i kø for at blive set. I sidste uge var Peter og jeg med ude for at hjælpe til. Vi startede med at registrere navne og kontaktinformationer. Det kan dog være lidt vanskeligt, når man ikke rigtig kan høre og forstå, hvad de siger, men vi fik lidt hjælp af en liberianer, som også arbejder med teamet. Derefter blev synet tjekket på begge øjne ved, at patienten skulle pege i den retning E'et peger, og det var jeg med til at stå for. Det var en speciel, men spændende oplevelse at skulle forklare det for dem og så tjekke deres syn. Derefter kom de ind til en kvalificeret optiker og øjenlæge, som skulle vurdere, hvad der kan gøres. Nogle kunne slet ikke se noget på det ene øje, de kunne ikke engang se et lys, som skinnede direkte ind i øjet. Mange af dem havde grå stær, som kan opereres ud i løbet af 15-20 min. så nogle af dem fik en tid, hvor de kan komme til skibet for operationen. Andre har andre øjenskader, som ikke umiddelbar kan behandles og andre igen har "bare" brug for briller. Desværre kan det være meget svært for den enkelte liberianer at skaffe sig et par briller, så Mercy Ships plejer at have nogle enkelte at kunne give ud, men der er desværre ikke flere i øjeblikket.
Det var bestemt spændende at være "ude i marken" og hjælpe til på en helt anden måde end vi gør til hverdag.
Jette