Mandag morgen d. 18. feb. kl 6:00 sad omkring 100 crew fra skibet i bilerne klar til at køre til Monrovias sportsstadium "Samuel Kanyon Doe Sports Complex" (det er blevet bygget og doneret af Kina, som desuden har stor interesse i landets miner, og kan derfor godt virke en smule malplaceret i det ellers ødelagte område).
Jeg skulle som "Ships driver" føre en af landroverne gennem Monrovias mørke gader med større eller mindre koncentration af huller i vejen og med mørke liberianer, som løber over vejen foran bilen. Men vi gjorde det for en god sag!
Vi ankom til Komplekset ca. 3 kvarter senere og så, at der allerede var en del mennesker udenfor indgangen i en kø, som var blevet organiseret af vores vagter, der var kørt fra skibet kl 4:30.
Inde i bygningen var der et stort indgangsparti med to store tilstødende lokaler. Vi hjalp alle til med at få sat borde og stole op både indenfor og udenfor.
Omkring klokken 7:30 begyndte "før-screeningen" udenfor indgangen, dvs. 4 dygtige medicinske medarbejdere bedømte groft, hvem der kunne komme indenfor den første port. Dvs. vi ønskede ikke, at folk med øjn- og tand-problemer kom ind, da disse to operationer løbende har særskilte undersøgelser ved de respektive Mercy Ships klinikker. Derudover kunne de også sortere enkelte fra, som desværre var umulige at operere raske, men de blev tilgengæld tilbudt forbøn indenfor ved forbøns-stationen.
De patienter, som kom igennem den første port blev derefter eskorteret hen mod indgangen til bygningen. Her var det min rolle at vise patienterne til rette på de rigtige stole og forklare dem, hvordan de skulle følge køen rundt på stolene, så ingen skulle føle sig uretfærdigt behandlet, fordi en anden kom ind først.
Som Peter sagde, var det lige et job for mig, som vist er lidt præget af retfærdigheds princippet... Men i hvert fald er det da et vigtigt job for at sikre ro over de mange patienter.
En del af tiden gik også med at underholde børnene lidt i den lange ventetid, og vi havde et hjørne, som de kunne komme hen til for at male eller lege med ballondyr.
Derfra blev patienterne efter tur eskorteret ind i det første rum til regristrering og medicinsk historieskrivning - derefter gik turen ind i et andet stort lokale til de respektive læger, som skulle undersøge, hvorvidt vi kunne hjælpe den enkelte patient.
Hvis svaret var positivt (hvilket det var i langt de fleste tilfælde) kom de videre ind for at få taget blodtest og modtage evt medicin til at klare tiden indtil operationen. Sidste station var at få taget et "før-foto" af patienten, og endelig kunne de gå befriende hjem med i besiddelse af en lægetid på skibet i løbet af de kommende måneder.
Det blev skønnet, at over 2000 mennesker ankom til screeningen, hvoraf 1500 kom gennem "før-screeningen", hvor langt de fleste af dem fik en lægetid med sig hjem. Ca. 500 af de "afviste" var tand eller øjneproblemmer, som blev henvist til de særskilte screeninger.
Mange af dem kom fra nærområdet, mens andre kom langvejs fra og havde rejst dage forinden for at komme i betragtning.
Det var på en måde sørgeligt at se alle de mennesker, som havde hver deres lidelse, som bestod af klumpfødder, store brandsår, svulster, læbe og ganespaltning, større eller mindre knogledeformiteter og flere andre.
F.eks. var der en dreng på omkring 10-12 år, hvis knæled var så ødelagt, at benet næsten bøjede 90 grader bagud, og lille 2-3 årige Abraham, som havde store brandsår i hovedet og på hænderne. Men at se på alle disse mennesker og tænke på, at vi højst sandsynlig kan give dem en gratis og livsforvandlende operation var bare fantastisk! Dog er det stadig uvist, om Abraham kan blive opereret - vi venter på at en plastik kirug skal se på ham senere.
Men man kunne mærke på nogle af dem, at der var en dyb taknemmelighed inde i dem - tænk at være en del af Guds velsignelse til dem - det var stort for os!
Jeg kørte et hold hjem omkring kl 16, hvor jeg så tog Peter med tilbage, for at han kunne få lov til at være med. Han hjalp med at rydde lidt op på stolene udenfor, da de fleste patienter nu sad indenfor og ventede på samtalen med lægerne. Han havde tre drenge til at hjælpe sig, og de morede sig meget over at blive kørt frem og tilbage på vognen.
Det var meget at lave på denne dag for mange crew fra skibet - vagter, chaffører, eskorter, vandbærere, børnepassere, sekretærer, forbedere, laboranter, farmaceuter, sygeplejesker og læger og alle gav det bedste de havde og kom efter en lang dag tilbage til skibet - de sidste omkring kl 21:00.
Vi var utrolig taknemmelig over, at vi kunne hjælpe til på denne dag og at være med til at muliggøre, at de mange patienter kan blive opereret! De første patienter ankom til skibet og blev opereret i sidste uge, så nu er vi officielt i gang!
Jette
Her ses alle high school eleverne, som jeg har haft idræt sammen med hele året; et internationalt hold med repræsentanter fra USA, Tyskland, Ghana, England, Færøerne og Sydafrika. 
Torsdag var sidste almindelige skoledag, hvor jeg havde matematik for sidste gang med min dejlige matematik-klasse; Josie fra Ghana og Noah fra England - de er vidt forskellige, men bare så herlige at arbejde sammen med! Jeg komme virkelig til at savne vores matematiktimer! 
Fredag var så den store dag med selve afslutningen, hvor alle elever lavede en eller anden form for optræden, hvorefter de alle fik et diplom og et ord med på vejen. 
Om aftenen var hele lærerstablen ude at spise som en aller sidste afslutning på skoleåret, som er gået - mit første hele skoleår som lærer ;-)
Gæsterne er såkaldte Vision Trip, som kommer udefra for at se skibet og det arbejde, vi gør i Vest Afrika med henblik på at kunne støtte på en eller anden måde. Når disse grupper er på besøg er der altid lidt ekstra værelser og arrangementer, som skal sættes op. 
I aftes havde vi derfor planlagt at arrangere en Vest Afrikansk Middag, hvor gæsterne skulle mødes med 26 af de vest afrikanske folk, vi har ombord til middag, lovsang, vidnesbyrd og hygge.
Vi havde en patient fra hospitalet oppe for at fortælle sit vidnesbyrd. En 23-årig mand fra Guinea, som havde haft en ubeskrivelig stor svulst under hovedet i 8 år. Han var blevet nødt til at stoppe med sit studie pga af denne sygdom og havde derfor ikke en tiltalende fremtid at gå i møde. 
Da en gruppe fra Mercy Ships var fløjet til Guinea for at foretage en screening der, mødte de den unge mand, og for et par uger siden blev han så fløjet gratis med en FN helikopter til skibet. Første flyvetur i hele hans liv! Han fik svulsten fjernet og skal tilbage for en opfølgende operation i september. Det var spændende at høre om, og endnu engang virker det for mig utroligt, hvad vi kan være med til at hjælpe med. 
Det var en hyggelig aften at være med til at arrangere, hvor vestafrikanerne og gæsterne rigtig hyggede sig sammen. 
