lørdag, februar 16, 2008

En travl uge at se frem til...

Selvom vi er kommet tilbage til Liberia, er det stadig en hektisk begyndelse på en outreach for at komme ordentlig i gang. Som en "Special Event Assistant" er der derfor også meget at se til med store receptioner ombord på Africa Mercy. I sidste uge havde vi besøg af godt 100 mennesker fra sundhedssektoren i Liberia; læger, sygeplejesker osv, som vi gerne skulle have et godt samarbejde med i løbet af de næste 10 måneder. I morgen, søndag aften, kommer Vice-Præsidenten af Liberia med sin frue, og han skal deltage i en uformel middag sammen med lederne ombord. I øjeblikket er Don & Deyon, som startede Mercy Ships for 30 år siden ombord, så de vil selvfølgelig også deltage i denne middag. Jeg skal heldigvis ikke lave maden - det har vi en rigtig dygtig kok til at gøre! Men mit ansvar bliver at dække op i "Queens Lounge" og sørge for, at det hele bliver pænt og præsentabelt. Queens Lounge er den originale Dronninge Salon, som Margrethe II opholdte sig i under sejlladsen mellem Fyn og Sjælland. På mandag afholder vi screening på et stort stadium i Monrovia, hvor vi forventer, at mange hundrede syge liberianer vil møde op i håb om at gå derfra med en lægetid i hånden. Jeg har valgt at hjælpe til med at eskortere patienterne fra den ene station til den anden, og det tror jeg bliver en stor og overvældende oplevelse. Billedet er fra sidste års screening. På tirsdag og onsdag har vi igen nogle store receptioner ombord. Tirsdag forventer vi, at Præsidenten af Liberia kommer sammen med 80 andre deltagere. Billedet er fra hendes sidste besøg i juni 07, så det er første gang, jeg skal møde hende. Hele skibet og selve receptionen skal være ikke mindre end perfekt, så det er noget, vi har forberedt længe og skal forvente tager en del tid på selve dagen med finjusteringen. Onsdag kommer der også omkring 100+- til en pastorkonference, og det skulle så være den sidste af de helt store arrangementer i denne opstartsfase.
Så jeg forventer en lang, men spændende uge. I må gerne be os ombord, som er involveret i alt dette. Tak.
Jette

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej med jer. Har lige læst jeres artikel i Maskinmesteren og måtte jo så lige ind og kigge på jeres hjemmeside. Har fulgt en del med i ombygningen, da jeg kom en del på River Tyne, da den lå deroppe. Så er det jo spændende og læse om det færdige resultat. Havde man ikke været sat til langt over halsen, så var det jo det man skulle gøre. Sejler selv som skipper i tankskibsfarten og fruen er skolelærer, så der var da muligheder. Vil forsøge og følge med i jeres rejse.
Hilsen Finn