onsdag, januar 30, 2008

Kurs mod Monrovia

Så blev kursen atter sat mod Monrovia, Liberia. Efter at have været på de canariske øer i knap 2 måneder vender vi blikket tilbage på det, vi egentlig er her for - at hjælpe nødlidende vestafrikanere med hovedsagligt medicinsk hjælp. Det har været nogle dejlige måneder i Europa, og vi har nødt den udgangsfrihed, vi har haft! Vi har været så velsignet af den gæstfrihed, som Tenerife har vist os ved bl.a. at give os gratis havneplads i over en måned, som ellers ville have kostet omkring 4000 dollars om dagen... Men i dag omkring kl 14.30 sejlede vi altså ud af havnen på Tenerife med trompetsalut fra kajen. Jeg har nu set frem til denne sejltur, da det er rigtig hyggeligt at sidde udenfor og kigge ud på det store vand - hvem ved? Måske vil man få nogle havdyr at se? Jo, jo, allerede i dag så jeg nogle delfiner, som svømmede i bølgerne foran skibet - jeg har aldrig set dem lege så lang tid ad gangen - det var virkelig imponerende! Med håbet om en god sejllads, som dog starter noget gyngende...
Jette

Legende delfiner

Jeg prøvede at filme delfinerne, som desværre ikke sprang så meget op af vandet. Men det gælder om at knibe øjnene lidt sammen, det er ikke verdens bedste videokamera vi har på vores digitalkamera.

søndag, januar 27, 2008

Peters fødselsdag

I dag er det Peters fødselsdag, hurra, hurra, hurra! ... og kage til. En rigtig god lagkage (hvis vi selv skal sige det) med danske flag på toppen! En del af dagen gik med at bage rugbrød til middag, vandbakkelser til eftermiddag og lagkage til aftenskaffe - en rigtig god dansk fødselsdag! Her til aften inviterede vi så en masse mennesker på lagkage, og de faldt virkelig i god jord! I eftermiddags spillede vi Settlers, imens hele Danmark så håndboldfinale... jeg må indrømme, at det først gik rigtig op for mig, at der var EM i går, da jeg så, at Danmark var i semifinalen - hmm, ja, det er ikke lige hver dag, vi læser nyheder - specielt ikke sporten... Men selvom man ikke helt føler sig en del af den store nationale fællesskabsfølelse i denne tid, skal der da lyde et stort tillykke til hele DK på denne dag! Og et stort tillykke til min mand med de 27 år!
Jette

torsdag, januar 24, 2008

Ferie med familien!

I den sidste uges tid har vi haft besøg af en stor del af vores familie. Vi tog allesammen til Las Americas i den sydlige del af Tenerife, hvor vi boede på et dejligt hotel. Det var en ubeskrivelig dejlig uge, hvor vi efter et halvt år igen kunne se og være sammen med noget af vores dejlige familie igen. Men sådan en uge flyver jo bare afsted, og selvom vi lavede mange spændende ting sammen, kunne vi også få tid til at slappe lidt af med bl.a. lidt fiskeri.Næsten hele flokken besteg den lille udslukkede vulkan "Roja" med en højde på omkring 200 m, og som dermed er ca 30 m højere end Danmarks højeste naturlige punkt. Der var en rigtig flot udsigt deroppe fra ud over havet og flyvepladsen.Endelig fik de også alle sammen lejlighed til at se Africa Mercy - der hvor vi har vores hverdag. Det betød meget for dem at se det, vi går og arbejder med, men det betød mindst lige så meget for os at have mulighed for at vise vores familie de omgivelser og mennesker, som vi beskæftiger os med dette år. Selv børnene havde forventninger til, hvordan det ville se ud og fik dem hermed af- eller bekræftet. Vi fandt desuden ud af, at man godt kan være 17 mennesker i vores kahyt! Peter havde også mulighed for at vise sit arbejdsområde frem - maskinrummet - til stor interesse hos nogle familiemedlemmer mere end andre. En af dagene var vi alle en tur i Loro Parque, som er en stor park/zoo med hovedsagligt havdyr som søløver, delfiner og spækhuggere, som hver præsenterede et stort show. Det var virkelig spændende at se. Søløverne havde humor, delfinerne stil og elegance, og spækhuggerne er bare imponerende store og flotte fisk! Men mest af alt brugte vi bare ugen på at slappe af og nyde det gode selskab!! Vi er meget taknemmelige for en dejlig uge, også selvom vi ikke var helt friske hele tiden. En stor tak til alle som kom og besøgte os!! Jette

mandag, januar 14, 2008

Besøg fra Danmark

I weekenden har der været fornemt besøg på Africa Mercy. Medlemmer fra de skandinaviske Mercy Ships kontorer har været på besøg for at dels at have møde og dels at se skibet og de skandinavier, som er ombord. Vi har været en del sammen med danskerne; Anna, Inger, Preben og Dorete, og det har været en stor fornøjelse at lære dem at kende og se den store opbakning, de giver os hjemme fra! Så det er blevet til en del snak, men også en tur til stranden og i byen.

I morgen tirsdag er det den længe ventede 15. jan, hvor vores familier endelig kommer til Tenerife og besøger os! Vi glæder os utrolig meget til at få en uges ferie sammen med dem på hotel syd på Tenerife! Vi er virkelig taknemmelige for, at så mange har lyst og mulighed for at komme og besøge os! Peters forældre og hele min familie kommer, så det bliver en stor gruppe! Men hvor bliver det dejligt!!
Jette

tirsdag, januar 08, 2008

"Navidad" - spansk jul

Julen for denne gang har været en god blanding af forskellige internationale skikke og traditioner - dels på skibet, men også dels den fejring af julen, som man gør i Spanien. Det er ligesom om, at man ser hver en mulighed for at holde fri og feste. Men det er jo også kun hyggeligt!
Selvfølgelig har de den "almindelige jul", og på gaden har de haft et stort krybbespil - uden Jesusbarnet indtil jul og med Jesusbarnet fra juledag - en spændende tanke. Derudover er Hellig tre Kongers dag den største dag i julen, hvor alle børnene får gaver af de tre vise mænd. Vi så et stort hellig tre konger-optog lørdag aften d. 5. jan samme sted som krybbespillet - denne gang var figurerne i spillet levende. Kongerne havde gået og redet på kameler det meste af dagen gennem byen på deres lange vej til Betlehem. På den store plads, hvor der ventede utrolig mange mennesker var de først på et kort besøg hos kong Herodes, hvorefter de gik op ad den røde løber til stalden for at give gaver og bukke for det lille Jesusbarn. Efter hele optoget stod alle børnene i kø for at komme op til de tre vise mænd for at give dem deres ønskelister til den efterfølgende nat, hvor børnene i forventning satte skoene udenfor døren - lidt lige som vi gjorde det her på skibet. Jeg synes, det er spændende at se andre landes tradtioner og måde at gøre tingene på, da det får mig til at tænke mere over, hvorfor de mon gør, som de gør, og hvorfor vi egentlig gør, som vi gør!!?
Jette

fredag, januar 04, 2008

Et lidt forsinket godt nytår!

GODT NYTÅR!! Selvom det er et lidt forsinket godt nytår til jer alle - så kan man kun sige, at der stadig er en stor procentdel af det nye år tilbage, så det er vel ikke forsent!
Nytårsaften kl 24 stod vi på det øverste dæk og så ud over Santa Cruz, og vi så et rigtig flot fyrværkerishow fra havnen.
Alle de store skibe i havnen gav deres lykønskninger om et godt nytår med et stort BÅÅÅÅT!! Vi ligger til på kajen, hvor de store krydstogtskibe også ligger til, når de kommer til Santa Cruz for en dag. Nytårsaften besøgte bl.a. det store nye krydstogskib "Queen Victoria" kajen lige ved siden af os - det skib får os til at føle os som en lille optimistjolle :-) Med sine 90.000 tons og over 2000 gæster ombord (eksklusiv personale) var det på sin canariske jomfrurejse. Så med vores 16.500 ton syner vi ikke af meget - men vi har noget andet at byde på. Det var vel også derfor, at nogle af styrmændene fra Queen Victoria ville besøge vores skib...