Tanker før afrejsen...

1. juli... Vi har vidst for en tid, at 2. juli var Dagen, hvor vi skal med flyveren mod Danmark - det er i morgen - det er slet ikke til at forstå! Vi har længe glædet os meget til at komme hjem til vores kære derhjemme, og det er også det, som fylder os mest lige nu. Men hvad jeg måske har lidt svært ved at indse er, at vi skal også forlade skibet, Liberia samt venner og bekendte, vi har fået gennem dette år.

Skibet her har været vores hjem i næsten et år. Vi har boet i vores ellers så dejlige kahyt på ca 20 m2 med air-condition, varmt - 2 min's - bad, elektricitet, internetadgang og telefon, det kan man vist kalde rimelig luksus for en udsendt i Afrika!
Skibet med sine 8 dæk har været det areal, hvor vi har befundet os hver eneste dag - det har været vores hjem, vores arbejdsplads, vores venners hjem, min skole, mine elevers hjem, vores kirke, vores fritidinteresser, vores cafe, vores bank, vores bibliotek - i et samfund med 350-400 andre. Det bliver alligevel mærkeligt ikke at skulle være her mere! Liberia er et land med en utrolig fortid med en borgerkrig, som først endte i 2003 - for kun 5 år siden! Før krigen var landet et af det rigeste lande i Afrika, og det er også det indtryk, man får ved at kigge på bygningerne rundt i byen. Under krigen blev hele landet hårdt medtaget, de fleste bygningerne ødelagt, elektriciteten ødelagt, vejene misvedligeholdt og 80-90% af befolkiningen arbejdsløse. Alligevel ser vi et land, som er fyldt af håbefulde liberianere, som kun ønsker at opbygge deres eget land igen, en masse børn, som altid smiler og vinker, når man kommer forbi og en generel åbenhed blandt de lokale. Selvfølgelig ser vi også det modsatte indimellem. På dette år, som vi har tilbragt i Liberia kan vi se mange forbedringer; nye forbedrede veje gennem byen, vejbelysning, mere elektricitet i byen, mindre FN soldater i landet, en hel del nyt bebyggelse i udkanten af Monrovia og mindre affald på gaden.
Hvor er det opmuntrende at se et land med sådan en fortid langsomt, meget langsomt prøve at oprejse sig igen - Liberia er kommet til at betyde meget for os.
I løbet af dette år har vi selvfølgelig mødt mange forskellige mennesker fra 35 forskellige lande, så vi har fået opbygget en meget international vennekreds. Tænk altid at have venner tæt på, som man sidder og spiser sammen med og hygger sig om aftenen med. Det har været et stort privilegium at lære så mange mennesker og kulturer at kende. I en organisation som dette, er der udskiftning i besætningen næsten hver dag, så mange af dem, vi har haft en del med at gøre, er allerede taget herfra. Vi kommer til at savne alle de nye bekendtskaber, men vi kommer ikke til at savne at skulle sige farvel hver uge til venner, som tog hjem før os. Men vi kan heldigvis sige på gensyn til en del, som vi regner med at møde igen.
Jo, det er mange ting, man kommer til at savne - men det vil stadig være i vores tanker og bøn.
I morgen sidder vi i flyet og kigger ned på det land, som har været "hjemlige" omgivelser for et år... måske vil vi se det igen?
Jette

Bong Mines - hist og pist

Det sidste indlæg omkring Bong Mines turen bruges på at vise lidt billeder fra forskellige ting.
Her ses en gammel togvogn ved stationen i Monrovia. Ikke til så stor nytte på skinnerne, men til stor nytte som afskærmning for solen.
Et billede forfra af toget med landroverne. På dette tidspunkt var toget stoppet helt og folk hoppede af for at lede efter en tabt mobiltelefon. Hvor mange steder i verden kan man få toget til at stoppe, fordi man tabte en mobiltelefon?? Desværre fandt de den ikke...
Chaufføren i den ene landrover. Meget udfordrende, men sjovt! Nogle steder mindede det lidt om mountainbiking off road...
Vi besøgte hospitalet i Bong Town. Her ses deres ambulance - forhåbentlig ikke den eneste af slagsen.
Et øjebliksbillede fra dagen, hvor vi fik lov til at sidde på taget af en landrover, mens vi kørte med toget. Det var så slutningen på vores Bong Mine Serie - håber I har nydt det - det gjorde vi!
Jette

Bong Mines - Jernminer

Turen til Bong Mines var rigtig spændende - se tidligere indlæg. Jeg vil primært skrive om minerne, for det synes jeg er mest spændende. Minedrift i Liberia har været en god forretning, men stigende oliepriser har været større end stigningen i jernmalm, så det er måske ikke helt så godt nu, som det var engang.
Jernkvaliteten fra Bong Mines er god, da 80% af råproduktet er jern af høj kvalitet. Her ses et billede af en gammel dumper eller det som er tilbage af den. På følgende link kan der ses flere billeder fra Bong Mines, og du kan læse om flugten i 1990, hvor ingenører fra Europa måtte tage hjem og efterlade alt. http://www.bong-town.com/
Men værre er det for hele den gruppe af Liberianere, som tilhørte den forkerte stamme - 25000 mennesker ligger i dag begravet i denne gammel sø, der var et forladt brud. Odacius her, som arbejder på skibet, viste os dette sted, hvor han selv blev visiteret for hvilken stamme han kom fra, mange ved siden af ham blev blev skudt og skubbet ned i søen. Han var heldigvis fra en anden stamme - det kunne de genkende på hans dialekt.
Her ses et billede af en kæmpe lagerhal for det færdige jernmalm. Jernmalmen er blevet til pulver, som er nemt at transportere i togvogne til havnen i Monrovia, hvor skibe kunne fragte det som bulk til Europa. Her ses en gammel mølle fra produktionen af jernmalm, hvor malmen blev knust til støv. Nedenunder er et billede fra dengang, de var nye og i drift. Nu bliver de transporteret væk og solgt som skrot.
Kina er ved at genopbygge minedriften i Liberia og har tegnet kontrakt med regeringen. Mange steder ses deres aktiviter, som dog stadig er i opbygningsfasen - Det er helt sikkert muligt at finde både jern, guld og diamanter i Liberia. Mon ikke der også er meget af olie? Det er et land med mange muligheder, som bare skal opdages og behandles rigtigt.
Peter

Bong Town - Endestationen

Endestationen for togturen var byen Bong Town, som er bygget op omkring de gamle jernminer. Stedet her er etableret af tyskere, italienere og andre europæer tilbage i 50'erne. Byen var i en forholdsvis god tilstand i sammenligning med andre landsbyer, vi har set i Liberia, men som så meget andet bar det også tydeligt præg af en krig, som har ruineret omgivelserne. Ved stationen så vi alle disse togvogne - højst sandsynligt fyldt med jernmalm, som bare aldrig nåede at blive fragtet afsted, da krigen pludselig brød ud i Bong Town i 1990.Her ses "lyssignalet" ved togbanen - til minde om dengang, hvor det hele var i funktion. En ting var at køre på togvognen i Monrovia - en anden ting er at køre af igen ved en perron som denne. Gravkoen foran havde med de store hul ingen problemer med at køre over det gab mellem togvognen og perronen, mens togarbejderne flittigt kørte toget over en mere bilhjul-venlig rampe. Vi kørte derefter ud til Bong Mine sø, som er skabt under udgraviningen og nu er en af de smukkeste søer i Liberia. De tidligere år, hvor folk fra skibet har rejst til Bong Mines har den store begivenhed været at svømme i denne sø. Men nogle vandprøver har vist, at der findes nogle parasitter, som kan være meget farlige for kroppen, så derfor er svømmedelen ikke længere så attraktiv. Men smukt er det alligevel for en picnic! Jette

Bong Mines - Togturen

Lørdag morgen kl. 7 gjorde vi landroverne klar og kørte et lille stykke hen til "togstationen" længere henne ad havnen. Vi var en gruppe på 18, som havde arrangeret at tage på togtur til Bong Mines, nogle gamle jernminer, som ligger ca. 75 km inde i landet. Det var en rigtig god og unik oplevelse, som vi gerne vil fortælle om i flere afsnit her på bloggen. Men her kommer første: Togturen!
Jeg førte den ene landrover, mens vi havde en af de lokale dagarbejdere til at føre den anden og samtidig guide os rundt på denne tur. Hvor mange gange i livet for man mulighed for at køre en landrover på en åben togvogn? Og hvor mange gange får man mulighed for at sidde på taget af en landrover på et kørende tog? Vi kørte gennem Liberias smukke landskab, og hver gang vi kom forbi en lille landsby, kom børnene løbende ud, vinkede og skreg af begejstring over toget. Det var utrolig spændende at se mere af Liberias natur og opmuntrende af se andet end slummet i Monrovia. Liberia er et af de mest frodige lande i verden med al dens regnskov og en regntid, som mere eller mindre rækker fra april til oktober. De lokale bruger jernbaneskinnerne til at transportere ting mellem landsbyerne. De havde lavet deres egne skinnevogne og skubbede dem frem. Derfor så vi rigtig mange mennesker, som efter togets advarselshorn netop havde trådt af skinnerne og ventede til toget var kørt forbi, så de kunne genoptage deres transport.
På videoen ses lidt af det, vi så på denne togtur - jeg undskylder på forhånd støjen, der skyldes vinden, men vil også samtidig opfordre til at lytte godt efter toghornet i slutningen.

Jette

Ducar Hotel

Forrige søndag havde vi en dejlig og fortjent fridag, hvor vi besluttede os for at cykle en tur - ja, det lyder måske meget sundt, men når man tager trafikken og bilosen i betragtning bliver det nok nærmere betegnet som det modsatte. Det var vores første cykeltur i Liberia. Nok aldrig har jeg fået så mange kommentar som den dag - "Look! A white man and a white woman biking..." WOW!
Nå, men målet var "Ducar Hotel" - det hotel på toppen, vi kigger på hver dag fra kajen. På afstand ligner det et million-hotel - det har det nok også været engang, men jeg vil prøve at lade billederne tale for sig selv... Det er Monrovia efter borgerkrigen.



I årene under og efter krigen har hotellet været et opholdssted for mange liberianere. På toppen af hotellet har UN sit kommunikationsudstyr, hvorfor hotellet i dag er bevogtet af UN vagter. Vi fik dog alligevel lov til at komme op på øverste etage og kigge ud -smukt syn! Ud over Monrovia og ikke mindst havnen med Africa Mercy. En smuk strand - desværre bebygget af byens værste slumkvarter. Vi blev fortalt, at et firma fra Libyen ville påbegynde renoveringen af hotellet engang i år - et spændende, men stort projekt! Men det glæder os kun, hvis Monrovia langsomt kan blive bygget op igen!

Screening

Mandag morgen d. 18. feb. kl 6:00 sad omkring 100 crew fra skibet i bilerne klar til at køre til Monrovias sportsstadium "Samuel Kanyon Doe Sports Complex" (det er blevet bygget og doneret af Kina, som desuden har stor interesse i landets miner, og kan derfor godt virke en smule malplaceret i det ellers ødelagte område). Jeg skulle som "Ships driver" føre en af landroverne gennem Monrovias mørke gader med større eller mindre koncentration af huller i vejen og med mørke liberianer, som løber over vejen foran bilen. Men vi gjorde det for en god sag!

Vi ankom til Komplekset ca. 3 kvarter senere og så, at der allerede var en del mennesker udenfor indgangen i en kø, som var blevet organiseret af vores vagter, der var kørt fra skibet kl 4:30.
Inde i bygningen var der et stort indgangsparti med to store tilstødende lokaler. Vi hjalp alle til med at få sat borde og stole op både indenfor og udenfor. Omkring klokken 7:30 begyndte "før-screeningen" udenfor indgangen, dvs. 4 dygtige medicinske medarbejdere bedømte groft, hvem der kunne komme indenfor den første port. Dvs. vi ønskede ikke, at folk med øjn- og tand-problemer kom ind, da disse to operationer løbende har særskilte undersøgelser ved de respektive Mercy Ships klinikker. Derudover kunne de også sortere enkelte fra, som desværre var umulige at operere raske, men de blev tilgengæld tilbudt forbøn indenfor ved forbøns-stationen. De patienter, som kom igennem den første port blev derefter eskorteret hen mod indgangen til bygningen. Her var det min rolle at vise patienterne til rette på de rigtige stole og forklare dem, hvordan de skulle følge køen rundt på stolene, så ingen skulle føle sig uretfærdigt behandlet, fordi en anden kom ind først. Som Peter sagde, var det lige et job for mig, som vist er lidt præget af retfærdigheds princippet... Men i hvert fald er det da et vigtigt job for at sikre ro over de mange patienter. En del af tiden gik også med at underholde børnene lidt i den lange ventetid, og vi havde et hjørne, som de kunne komme hen til for at male eller lege med ballondyr.
Derfra blev patienterne efter tur eskorteret ind i det første rum til regristrering og medicinsk historieskrivning - derefter gik turen ind i et andet stort lokale til de respektive læger, som skulle undersøge, hvorvidt vi kunne hjælpe den enkelte patient. Hvis svaret var positivt (hvilket det var i langt de fleste tilfælde) kom de videre ind for at få taget blodtest og modtage evt medicin til at klare tiden indtil operationen. Sidste station var at få taget et "før-foto" af patienten, og endelig kunne de gå befriende hjem med i besiddelse af en lægetid på skibet i løbet af de kommende måneder. Det blev skønnet, at over 2000 mennesker ankom til screeningen, hvoraf 1500 kom gennem "før-screeningen", hvor langt de fleste af dem fik en lægetid med sig hjem. Ca. 500 af de "afviste" var tand eller øjneproblemmer, som blev henvist til de særskilte screeninger.

Mange af dem kom fra nærområdet, mens andre kom langvejs fra og havde rejst dage forinden for at komme i betragtning. Det var på en måde sørgeligt at se alle de mennesker, som havde hver deres lidelse, som bestod af klumpfødder, store brandsår, svulster, læbe og ganespaltning, større eller mindre knogledeformiteter og flere andre. F.eks. var der en dreng på omkring 10-12 år, hvis knæled var så ødelagt, at benet næsten bøjede 90 grader bagud, og lille 2-3 årige Abraham, som havde store brandsår i hovedet og på hænderne. Men at se på alle disse mennesker og tænke på, at vi højst sandsynlig kan give dem en gratis og livsforvandlende operation var bare fantastisk! Dog er det stadig uvist, om Abraham kan blive opereret - vi venter på at en plastik kirug skal se på ham senere.
Men man kunne mærke på nogle af dem, at der var en dyb taknemmelighed inde i dem - tænk at være en del af Guds velsignelse til dem - det var stort for os!

Jeg kørte et hold hjem omkring kl 16, hvor jeg så tog Peter med tilbage, for at han kunne få lov til at være med. Han hjalp med at rydde lidt op på stolene udenfor, da de fleste patienter nu sad indenfor og ventede på samtalen med lægerne. Han havde tre drenge til at hjælpe sig, og de morede sig meget over at blive kørt frem og tilbage på vognen. Det var meget at lave på denne dag for mange crew fra skibet - vagter, chaffører, eskorter, vandbærere, børnepassere, sekretærer, forbedere, laboranter, farmaceuter, sygeplejesker og læger og alle gav det bedste de havde og kom efter en lang dag tilbage til skibet - de sidste omkring kl 21:00.
Vi var utrolig taknemmelig over, at vi kunne hjælpe til på denne dag og at være med til at muliggøre, at de mange patienter kan blive opereret! De første patienter ankom til skibet og blev opereret i sidste uge, så nu er vi officielt i gang!
Jette

Besøg af Præsidenten af Liberia

Tirsdag d. 19. feb havde vi på skibet besøg af den liberiske præsident HH Ellen Johnson Sirleaf. Store biler kom kørende ind på kajen med vagter springede ud for at sikre præsidenten. Hun har været på Mercy Ships skibe flere gange før, da dette er fjerde gang Mercy Ships er i Liberia. Liberia kan være rigtig stolt af deres præsident, hun er en kvinde, der kun vil landet det allerbedste! Hun talte til forsamlingen på skibet med taknemmelighed i hjertet over, at vi ville forlade vores hjem og familier derhjemme for at komme til tjene Liberia. "Det kan kun de, som har Gud i deres hjerter" sagde hun. Hun sluttede sin tale af med at sige, at hun fik Præsident Bush som gæst om torsdagen, og en ting hun helt sikkert ville hænge på tavlen, var det store billede fra Mercy Ships - hun ville, at han skulle vide, hvor taknemmelig hun var for vores hjælp til landet. Det er da stort!
Efterfølgende skulle hun have været sammen med de andre gæster nede i spisesalen til reception, hvor jeg sammen med få andre havde knoklet hele formiddagen for at få det hele til at være perfekt til Præsidentens besøg. Men skuffet blev vi, da vi fandt ud af, at hun blev nød til at tage afsted med det samme, da hun havde andre planer... øv! Nu havde vi sådan glædet os til at vise hende, hvor meget vi værdsætter det, hun gør. Men sådan er det vel nu en gang i den politiske verden...? Jette