fredag, juli 11, 2008

Tilbage i Danmark!

Sidste onsdag d. 2 juli pakkede vi bilerne ved Africa Mercy og begav os på den afsluttende tur gennem Monrovia. Det var en mærkelig fornemmelse at køre ud af porten for en sidste gang og vide, at nu var vi på vej hjem til Danmark! Vi ankom til lufthavnen, hvor vi skulle vente et par timer ekstra på flyveren, hvilket bevirkede, at det var mørkt, da flyet skulle lette. Jeg havde ellers håbet på et sidste glimt af Liberia oppefra. Vi fløj over Elfenbenskysten til Brussel, hvor vi efter 3-4 timer igen sad i et andet fly til København. I lufthavnen hentede min storebror Tommy os, hvorefter vi kørte 3½ timer til hans hjem. Der ventede til vores overraskelse det meste af vores familie, og vi havde en fantastisk aften med hygge og grillmad. Hvor er det dejligt at se dem alle igen!! Det betød meget for os, at de ville komme og fejre hjemkomsten sammen med os!

Hvordan er det så at komme hjem igen? Jo, det er utrolig dejligt! Danmark er et utroligt smukt land - det havde vi vist helt glemt. I byerne er der utrolig pænt og rent på gaderne, på vejene er der biler i flere farver end gul, og på landet ligger markerne organiseret og dyrket. Alle tre ting noget, som kunne pynte meget på Liberia, og noget vi håber på kan komme i løbet af nogle årtier. Og så nyder vi også de lange sommeraftener! Det er helt utroligt at se solnedgangen omkring kl 22:30, når vi har været vant til, at solen gik ned omkring kl 19. Den lange lyse aftentid er helt uvurderlig i forhold til at nyde hele dagen og naturen!

Hvordan har det så været at være med Africa Mercy i Liberia i et år? Det er et spørgsmål, som vi kan have svært ved at svare på endnu. Det er klart, at der er sket utrolig mange ting, og at vi har set og følt noget, som vi ikke ellers ville have kunnet. Og det er også helt sikkert, at de ting har været med til at modne os på en helt specielt måde og bla. få os til at værdsætte de omgivelser og vilkår, vi har herhjemme. Så det har været dejligt at have kunnet være med til at hjælpe dem, som ikke har haft samme muligheder.
Det kan være svært at kapere alt det, vi har oplevet, men vi er blevet opfordret til at kigge vores blog igennem som en god hjælp i dette. Det er lidt svært og vemodigt at skulle skrive den afsluttende hilsen på denne blog - men det måtte jo komme. Denne blog er dedikeret til vores år på Africa Mercy, og det år må vi jo erkende er afsluttet. Vi håber, I har nydt at følge med i vores oplevelser, og skulle I have nogle spørgsmål eller kommentar, er I velkomne til at vedlægge kommentarer til indlægget eller skrive en email på jphyldgaard@hotmail.com
Jette og Peter

1 kommentar:

Bowie sagde ...

Var det godt og komme hjem igjen eller lengkter dere tilbake til Africa. Jeg reiser til Texas nå og tar gateway så blir det tilbake til Africa mercy.