Gudstjenesten var præget af en masse afrikansk lovsang, hvor vi efterhånden er ved at finde ud af, hvad der egentlig synges :-), og talen var af en af crew medlemmerne. Der blev snakket om lignelsen om sædemanden, som såede sæd på klippegrund, på vejen, mellem tidsler og i god jord.
I slutningen af gudstjenesten fik patienterne mulighed for at komme med personlige vidnesbyrd. Jeg fæstnede mig især ved en mand, som fortalte, at han have haft en stor byld på baghovedet i mange år og havde på den måde været udstødt i lokalsamfundet. Inden for de sidste par år havde hans bror fortalt ham om Mercy Ships og opfordret ham til at kontakte skibet, når det kom igen. Men det kan være svært at tro, at der kan gøres ret meget ved det. 
Da skibet så kom til Liberia i år fik han taget sig sammen til at komme til screening i februar, men da han ankom til Samuel K. Dov Stadium og så den lange kø af mennesker, som også ønskede at komme i betragtning, tog det næsten modet fra ham. Men han holdt ud og kom lige så langsomt i løbet af dagen igennem hele processen og fik en tid på skibet. I sidste uge fik han så fjernet den store byld og ser faktisk helt normalt ud, og han er dybt taknemmelig til Gud for den mulighed og den livsforandring.Det var meget opmuntrende for os at høre disse vidnesbyrd og høre, hvilken forskel vi er med til at gøre i disse folks liv!
I onsdags var jeg igen nede på hospitalet for at male og klippe-klistre sammen med børn og ældre. Det var rigtig hyggeligt at hjælpe dem med at lave sommerfugle med farver og glimmer ud over det hele. Det kan godt blive lidt kedeligt for patienterne at ligge og vente på, at sårene heles, så det er dejligt at være med til at opmudtre dem for en aften! Jeg regner med at slutte mig til den aktivitetsgruppe, som gør dette hver anden onsdag aften, da vi ved at gøre meget lidt kan være med at at gøre meget for den enkelte patient.Jette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar