tirsdag, juli 31, 2007

Adoptivbarn

På skibet er det muligt for os, som ikke har den daglige gang på hospitalet, at "adoptere" et barn/voksen, mens de er indlagt. Dvs. at man har mulighed for at følge en persons forløb på hospitalet. Det ville jeg selvfølgelig også prøve for at se, hvad man faktisk er her for og medvirker til.
I dag kom han så, Leneous Quaqee, 17 år - og født næsten blind. Hvis han skal se bogstaver på hvidt papir, så løber hans øjne i vand - han kan altså kun se silhuetter.
Jeg tog ham med fra deck 3, hvor hospitalet er til deck 7 styrbord for at vise ham udsigten over havnen, og for at han kunne komme lidt væk fra hospitalet. Jeg fortalte ham, at der var tre andre skibe i havnen, og han nød det virkelig, selvom han ikke kunne se det. Han var meget overrasket over størrelsen af skibet, vi er på, og at solen ikke gik ned her på skibet (Vi har lys/elektricitet). Jeg må indrømme, at det stadig forbløffer mig, hvor forskellige livsbetingelser vi er blevet givet.
I morgen skal han så opereres i øjnene, og efter 2 dage kan han tage forbindingerne af, og langsomt vil synet så komme igen, siger lægen.
Leneous tænker dog meget på, at han nok bliver drillet i skolen, når han herefter skal lære at læse, han skal jo starte i 1. klasse - de har jo ikke nogen special lærer til ham. Jeg tror, han klarer det.
Peter

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej, det lyder rigtig spændende. Vi er tit lige inde og se om der er nyt fra jer. Knus fra Fur.